Windows 9x og Me - Artikler
Specielt om Windows Me
Windows ME afviger ikke så
meget fra Windows 98 i måden du arbejder med det på.
Derfor kan det meste omkring Systemværktøjer og
konfiguration i Win 98 også anvendes i Win ME. Her på
Wintip er der efterhånden også indarbejdet ME tips i
de forskellige artikler.
Der er selvfølgelig nogle nye funktioner i ME og jeg vil
her give en beskrivelse af nogle af dem.
Hjælp og Support:
På mange måder synes jeg
hjælpen i ME er forbedret. Der er bedre muligheder for
fejlfinding, og gode guider med vægt på at også
nye brugere af Windows lettere og hurtigere kommer i gang. Der er
også indbygget Interaktiv support, hvor man kan søge
hjælp til et specifikt problem. Men nye brugere der ikke er
bekendte med de engelske betegnelser for Windows' funktioner har
næppe meget gavn af det.
Til gengæld har Microsoft Danmark på deres side om
Win ME, oversat nogle populære MS artikler til dansk.
Brugerfladen:
Bortset fra andre farver og muligheden for at vælge om man vil have vist alle programmer og foretrukne, eller kun de mest/senest brugte, er der ikke rigtig noget nyt. Men pænt er det da :-)
Systemværktøjer:
Her er der nogle nye tiltag, bl.a. PCHEALTH hvor Systemgendannelse (System Restore) er en af de bedre. Det virker nærmest som en slags "Fortryd" hvis du har installeret noget software der ikke fungere, eller laver unoder. Man vælger så at genetablere Windows som det var før man installerede softwaren. Efter installation kan _Restore mappen (eller mapperne hvis du har flere drev) godt fylde en hel del (400mb eller mere), men efter et stykke tid skrumper de noget ind. F.eks. fylder den i skrivende stund kun 13mb på min computer. Normalt vil det være mellem 75mb og 150mb. Det er en udbredt misforståelse at Systemgendannelse tager mange ressourcer, men hvis man benytter alle faciliteter i PCHEALTH så kan det godt være der bliver brugt en del. I øvrigt hører Hjælp og Support også under PCHEALTH, sikkert fordi det har så stor en integration med Systemværktøjerne.
Systemfilbeskyttelse (SFP) afløser
Kontrolprogram til Systemfiler (SFC) der findes i Win 98. SFP
virker på den måde at det forhindre systemfiler i at
blive overskrevet af ældre og ikke godkendte filer. Det er
jo langt bedre end SFC der jo skulle køres bagefter.
Der er et lille (dog udokumenteret) problem med SFP. Det kan
nemlig godt tillade filer i et program eller en driver i at blive
installeret, men udelukke en eller nogle filer. Det resulterer
så i at pågældende ikke virker efter hensigten.
Det er derfor vigtigt at kontrollere at den software man vil
installerer også er beregnet til Windows ME.
Systemoplysninger (MSINFO32) indeholder stort set det samme som i Win 98, men fanen Funktioner gemmer et par af de nye Systemværktøjer. Netværksdiagnosticering checker din internetforbindelse og netværkskort til hjemmenetværk. Program til Systemkonfigurering (MSCONFIG) er lavet lidt om. WMI er til at se oplysninger om computere på netværket.
DOS :
Er blevet flyttet til Tilbehør hvor det
reelt også høre hjemme. Windows ME kan ikke
genstartes til DOS, men Startdisketten kan bruges til det
formål og har som noget nyt også en hel god
hjælpefunktion.
Hvis du absolut har brug for at genstarte i DOS så er
løsningen her: ME
DOS
Automatisk opdatering:
Vær opmærksom på at der
efterhånden er en masse programmer der vil køre
automatisk opdatering.
Udover Internet Explorer og diverse andre, findes der i Win ME
også et lille program der automatisk vil kalde op til
Windows Update. Det er selvfølgelig smart nok, men
efterhånden foregår der jo så meget trafik i
baggrunden at det kan virke forstyrrende. I kontrolpanelet finder
du indstillingerne til Automatisk opdatering (ikon = globus) her
kan du deaktivere det hvis det generer dig.
Øvrige bemærkninger:
Mange oplever at Windows ME bruger flere
ressourcer end Win 98. Det skyldes nok snarere at Windows ME er
mere gavmild med at tildele de forskellige programmer og
applikationer flere ressourcer. Til gengæld er ME god til
at få dem tilbage igen, når programmet/applikationen
ikke længere bruger dem. Men pas på med ældre
programmer og drivere, de kan virkelig trække hastigheden
ned.
Derfor er det heller ikke nogen god idé at installere ME
på ældre computere.
Tips til ME i Et par tips til Windows ME, Hot Spots og Windows Trimning
Links
Microsoft Danmark Windows Me Support:
https://www.microsoft.com/danmark/support/windowsme/
Microsoft USA - FAQs & Highlights for Windows Millennium Edition:
https://support.microsoft.com/support/default.asp?PR=winme&FR=0&SD=GN&LN=EN-US